Jeg hørte “Stille før storm” for nylig - og udbryder “EJ, hvor jeg savner Lis Sørensen!!” Og fandt hurtigt ro fordi jeg ved at hun kommer til sommer igen - så alt er godt. For til sommer går 18b igen ud med Lis Sørensen og jeg skal stå i bunden af koncerten og skråle med.. Så hvis du indimellem også bliver ramt af et kæmpe LIs Sørensen-savn så ikke fortvivle.. hun kommer og du er MEGA velkommen!!
Koncerten er UDENFOR d. 26. juni kl 20.00 på unummerede pladser – pladsen åbnes kl 18.30. Billetsalget starter tirsdag d. 17. marts kl 10.00 via linket:
www.ticketmaster.dk/event/756188388
Vil du gerne bruge gavekort til 18b så send en mail til kontakt@18-b.dk
Når Lis Sørensen turnerer i disse år, understreger hun sin usvækkede position som en af Danmarks store popstemmer. Og med hendes nysgerrighed på nye kunstnere og sange bliver hun ved med at være til stede i nutiden. Det understregede hun i slutningen af 2024, da hun sammen med Malte Ebert skabte duethittet ’Livet føles ikke langt nok’. Sangen afsluttede et år, hvor hun også sikrede sig flere priser for sit virke: Autors Hæderspris og Det Danske Rockakademis Hæderspris. I 2026 er hun igen aktuelt med en lang række koncerter i landets bedste koncerthuse. Lis Sørensen skrev sin første sang som 11-årig og var sidst i 1960’erne med i gruppen De fem.
Siden fulgte 1970’erne og Shit & Chanel sammen med Anne Linnet og et medlemskab af Sebastians band. For sidst nævnte sang hun ’Stille før storm’ på hovedværket Stjerner til støv, der siden blev optaget i Kulturkanon. Efter AnneLinnet Band først i 1980’erne tog hun hul på en omfattende solokarriere, der blandt andet rummer et af de bedst sælgende danske albums nogensinde, Hjerternes sang samt sange som ’Mine øjne de skal se’, ’Tæt på Ækvator’, ’Indtil dig igen’, ’Verden er i farver’, ’Forvandling’ og ’Du tænder lys’.
Foreløbig har Lis Sørensen udgivet 12 soloalbums foruden en række liveplader og opsamlinger, sideløbende har hun lavet afstikkere som ’Fuld af nattens stjerner’ til Skatteøen og trioen Cowgirls med Sanne Salomonsen og Tamra Rosanes. Foruden sine egne koncerter har hun de seneste år optrådt i konstellationen Anne, Sanne & Lis, der både har været på arenatour i Danmark og headlinet Grøn Koncert og Heartland. I 2019 modtog hun en Æres-DMA og udgav samme år selvbiografien ’Jeg er kommet for at synge’–en bog, der fik fem stjerner i Berlingske og gik ind på bestsellerlisternes top-10.